Stille Før Optagelse

Kvindebevægelsen tog ikke magten fra mændene. Den opstod, fordi mændene selv havde sluppet magten mange år forinden og skabt et vakuum, som kvinderne indtog. Maskuliniteten har været under afvikling siden 1800-tallet og i dag er manden mere usikker på sig selv end nogensinde. Men hvordan passer virkelighedens svage usikre mand med #metoo’s opfattelse af manden som et vilddyr og en krænker? Finn Korsaa mener, at krænkeren godt kan følge sig afmægtig og at tiden er inde til, at mænd må lære at stå fast på deres maskuline værdier igen.

Juri Rao, der underviser på Filmskolen, efterlyser en mandebevægelse. Mens kvinderne de sidste 40 år har fået mere og mere indflydelse på samfundet, så har mændene ikke foretaget sig noget og har mistet deres kønsidentitet. Mænd er blevet altfor usikre på sig selv. Juri Rao ser #Metoo som en åbning, der bør få mænd til at indse, at det er nu, de skal finde deres eget udtryk og træde i karakter. Og ikke nødvendigvis på kvinders præmisser.

Filminstruktøren Christian Braad Thomsen mener, at det er vores pligt at krænke hinanden. Kun sådan bliver vi udfordret og udviklet som mennesker. Christian mener også, at #metoo er en kunsthadende bevægelse, der risikerer at gøre os kultur- og historieløse. Iben Maria Zeuthen og Christian Braad-Thomsen samtaler om #metoo-bevægelsens relevans og svagheder. Og begge bliver muligvis lidt krænkede undervejs. Hør dette indslag, hvis du gerne vil høre fronterne trukket op, i en venskabelig tone. Og hvis du er klar til at blive udfordret i dit synspunkt.

Radiovært på Radio24syv, Rushy Rashid, hev fat i Iben Maria i morges for at fortælle, at der er grøde blandt kvinderne i den muslimske verden. Noget kunne nemlig tyde på, at hashtagget #metoo nu har fået sin egen muslimske variant.

Tidligere på året kom det frem, at en mandlig sygeplejerske på et københavnsk hospital havde voldtaget en kvindelig patient mens hun var bevidstløs af druk og lå i aflåst sideleje. Annette Lykke Petri er overlæge og enhedschef i Styrelsen for patientsikkerhed, som er en styrelse der varetager patienters sikkerhed i Danmark. Styrelsen har mandat til at frakende sundhedspersonel deres autorisation, hvis der er "begrundet mistanke" om fx et overgreb på en patient. Iben Maria Zeuthen taler med hende om lignende sager, samt om hvordan man på en og samme gang kan varetage både patienternes og sundhedspersonalets retssikkerhed. Interessant lytning, hvis du vil nørde jura på overgrebsområdet.

Journalist Nicoline Larsen bruger en udsendelse på DR2 til at klargøre, hvilke to fraktioner, der gør sig gældende i #metoo-debatten: der er dem, der ser krænkelser som et individuelt problem og dem, der ser krænkelser som et strukturelt problem. Grunden til, at #metoo-debatten af og til virker frustrerende er, at disse to fronter slet ikke taler samme sprog. Nicoline opridser fraktionerne samt opsummerer, hvilke forskellige grupperinger, der findes i den danske #metoo-debat. Dette indslag kan med fordel høres for at få et overblik over debatten.

Hvad er det nyeste indenfor #metoo? Og hvad byder kommende uge på?Mændene er begyndt at komme ind i kampen, og vi ser på de seneste reaktioner på #metoo-bevægelsen. Iben Zeuthen har bl.a. talt med en svensk kunstner, der har 6000 timer på bånd med seksuelt krænkede, og hun kan fortælle, hvordan hun ser udviklingen i Norden som helhed.

Den svenske kunstner Snövit Snow Hedstierna har interviewet 250 mennesker i Norden siden 2014 om seksuel vold. Hun har 6000 timer på bånd. Hun siger, at kun to ud af de interviewede ikke havde erfaringer med fysiske seksuelle overgreb. Hun er i København for at tale til et debatmøde arrangeret af Billedkunstnernes Forbund, inspireret af det svenske hashtag ‘konstnärlig frihet’, hvor 1600 kunstnere leverede vidnesbyrd og underskrifter mod seksuelle krænkelser i kunst-branchen. Dermed entrerer #metoo endnu en branche i Danmark, nemlig billedkunstnernes. Sidder til debatmødet nu, og glæder mig til at høre, hvad de danske kunstnere har at fortælle. Kun svaret på spørgsmålet om, hvor Snövit synes det stod værst til i hele Norden (Finland, Island, Norge, Sverige, Danmark) skygger for lyset på denne konstruktive eftermiddag. Svaret var: ‘Danmark’. I Danmark mødte hun beretninger om den voldsommeste vold kombineret med den største modstand imod at berette.

Endnu et hjørne af dansk arbejdsliv tager #metoo til sig. Formand for Billedkunstnernes Forbund Nis Rømer, hilser #metoo velkommen. I samarbejde med platformen Idoart og inspireret af den svenske bevægelse #konstärligfrihet, som dækker over 1600 vidnesbyrd og underskrifter fra folk i kunstmiljøet, stikker Billedkunstnernes Forbund nu en finger i jorden for at undersøge, om behovet for en samtale om #metoo i billedkunstens verden i Danmark kan have ligeså stor relevans.

I en kronik i filmmagasinet EKKO, med titlen “Når filmbranchen går i sort”, retter Kåre Fog og Søren Grinderslev en kras kritik imod #metoo bevægelsen i Danmark og især imod, at kvindernes anklager mod mænd forbliver anonyme. De to forfatter mener, at vi er kommet til et punkt, hvor der skal navn og dokumentation på bordet. Samtlige feminister, der var invitere til at debattere med de to herrer i programmet, ville ikke tale med dem og takkede nej. Men hvorfor fremkalder Fog og Grinderslev så kraftige reaktioner hos feministerne og hvorfor er de mere vrede på kvinder end mænd?

80 % af arbejdende kvinder i Kina siger, de har været udsat for sexchikane, mens tallet er 70% af de universitetsstuderende. En værdig grobund for et digitalt opgør med krænkelser, a la #metoo, burde være sikret, men hvordan er det nu lige det ser ud med mulighederne for at mobilisere græsrodsbevægelser på nettet i censur-Kina? Ikke så godt. Så de krænkede må konstant opfinde nye paraplyer, de kan skjule sig under, for at undgå at blive lukket ned før de overhovedet har åbnet munden. Lene Winther gør os klogere på #metoo og ligestilling i Kina, og så tager vi et smut til Sverige. For onsdag den 21/2 ser endnu et svensk-inspireret fragment indenfor #metoo dagens lys i Danmark.

"også på DTU" er hashtagget under hvilket 150 plakater søndag nat for en uge siden kom op og hænge. "Jeg vågner på Kampsax ved, at han har hånden nede i min KABS-dragt. Jeg havde bare lånt en sofa for lige at sove branderten ud." var et af vidnesbyrdene derpå. En anonym gruppe hang plakaterne op for at rette opmærksomheden hen på, at Danmarks Tekniske Universitet muligvis har nogle mørkeområder at få klarlagt. Men hov, hvad var det? Efter en time var plakaterne pillet ned igen.

Iben og Iben taler om, hvorvidt det er en god ide at være anonym, når man står frem med anklager om sexchikane. Og så har #metoo taget en ny udvikling: 48 kvindelige universitetsstuderende har skrevet et åbent brev til rektor om, hvor udbredt sexchikane er på danske universiteter. De anklager ikke bare magtfulde lærere, men også jævnbyrdige mandlige medstuderende. Nu er det ikke længere kun chefen metoo handler om, men ligestillede og venner. Iben og Iben taler også om, hvilke emner de vil kaste sig over i den kommende tid.

Eva Smith er bekymret for retsikkerheden, fordi kvinder i #metoo-bevægelsen kan få mænd fjernet fra deres post alene ved at anklage dem udenom den normale restprocedure. Hun frygter, at #metoo vil skabe en parallellovgivning, ved hjælp af en anarkistisk folkedomstol, og at lovgivningen, i øjeblikket, på mange måder står magtesløs over for den kulturelle udvikling. Efter Eva Smiths opfattelse er det mere personlig moral, der skal til, og ikke mere lovgivning.

Morten Sabroe er aktuel med romanen “32 cm”, der rammer lige ned i metoo-debatten med en fortælling om en mandlig tv-stjerne, der bliver anklaget for overgreb på kvinder og mister alt. Sabroe mener, at mænds selvværd er stærkt knyttet til deres potens, og at de nu står ret forsvarsløse, hvis kvinder anklager dem for krænkelser. Selv siger Sabroe, at han er mand for at bremse #metoo-toget, hvis det kører af sporet.

#Metoo handler også om, at kvinder er trætte af den mandlige seksualitet, som søger målrettet mod udløsning og ikke er centreret om følelser. Kvinder har ikke formået at være tro overfor deres egen seksualitet under kvindefrigørelsen, siger sexolog Joan Ørting. Samtidigt mener hun, at der er megen vrede og krig mellem kønnene, som ikke løses gennem flere anklager og angreb, men ved selv at kunne sige undskyld. Kvinder, der er blevet krænket, bærer også et ansvar.

Det ønsker Amnesty International, fordi det efter deres opfattelse kan styrke voldtægtsofrenes retssikkerhed, men kommer det på anden side ikke at svække den anklagedes retssikkerhed, fordi ansvaret nu lægger over den anklagede, som skal kunne bevise at han/hun har sikret sig at sex skete frivilligt? Debat mellem Helle Jacobsen, der er programleder for køn i Amnesty International og jurist Nima Zamani.

Linda Wendel, der har beskæftiget sig med kvindeportrætter i mange år, er nu aktuel med romanen “Møde klokken 17”, der er en meget stærk fortælling om sex, magt og overgreb i filmbranchen. Den fortæller historien om den unge sårbare kvindelige filmstruktør aspirant, der ikke formår at få sagt fra over for den magtfulde producent, før det er for sent. Linda Wendel mener, at kvinders selvværd bliver styrket, hvis de har en stærk familie omkring sig og at det er med til at gøre dem mere robuste over for overgreb.

Rasmus Hammerich, der spiller med i den store filmsucces “En frygtelig kvinde”, er initiativtager til en badge med Time’sUp-sloganet på, som mange mænd bar ved Robert-prisuddelingen for at vise solidaritet med de kvinder i branchen, som har været udsat for sexchikane og overgrab. Han fortæller her, hvorfor han lavede dette badge og om selv at have prøvet tilnærmelser fra kvinder, som han måtte sige fra overfor.

Eva-Pernille har kontaktet os. Hun blev voldtaget som 27-årig, men opdagede først efter et halvt år, hvor hun forsøgte at fortrænge det, at det havde store følelsesmæssige konsekvenser for hende, og især for hendes arbejdsliv. Eva-Pernille mener, at der er et hul i systemet i forhold til mennesker, der oplever senfølger af en voldtægt. For hvor skal de egentlig gå hen for at få hjælp?