Dorthe Chakravarty

Informações:

Sinopsis

Podcasts med al mulig fare for gamle historier i moderne omgivelser. Se mere på www.dorthechakravarty.dkDu kan også abonnere via Itunes under Dorthe Chakravarty

Episodios

  • Nyt syn på fattigdommen i Aarhus

    23/04/2021 Duración: 22min

    En stak breve på Aarhus Stadsarkiv viser vejen ind til et overset kapitel i danmarkshistorien. Det er breve skrevet af personer, der i 1800-tallet modtog socialhjælp. Brevene viser, at fortidens fattige kunne være aktører i egen ret og på den måde være med til at forme den fattigforsorg, de var en del af. Historiker Leonora Lottrup Rasmussen fortæller om sin phd ”De fattiges ret – forhandlinger af socialt medborgerskab som status og praksis i stat og kommune, 1849 – 1892.”

  • Nyoversat lægebog giver ny viden om mumificering

    09/04/2021 Duración: 28min

    Sofie Schiødt er egyptolog og hun har oversat en helt unik tekst fra 1550 før vor tidsregning. Det er en egyptisk lægebog, der blandt andet indeholder opskrifter på processen omkring mumificering. Schiødt fortæller om sit arbejde med at oversætte teksten og om manualens indhold, som giver ny viden til livet i det gamle Egypten.

  • Ægteparret, der bragte insulinen til Danmark

    02/04/2021 Duración: 23min

    Efter en rejse til Amerika i 1922 bragte Marie og August Krogh opskriften på insulin til Danmark. Med en kuffert fuld af viden kunne ægteparret arbejde videre i laboratoriet med opskriften, der kom til at danne grundlag for det, der blev til imponerende dansk medicinalhistorie. Forfatter Hanne Sindbæk fortæller om ægteparret Krogh og sin bog De Renfærdige. Fortællingen om Novo Nordisk. Fotografiet af Marie og August Krogh, der ankommer til Danmark i 1922 er fra Hanne Sindbæks bog.

  • Kvinder i dansk arkitektur

    05/03/2021 Duración: 23min

    Ragna Grubb tegnede Kvindernes Bygning i indre København. Anne Marie Rubin lavede sommerhuse, der ikke ødelagde den danske kystlinje - og arbejdede i øvrigt for Josephine Baker. De danske kvindelige arkitekter er skrevet ind med små bogstaver i den store arkitekturhistorie, men uden fortællingerne om dem og deres arbejde mangler diversiteten og det faktum, at bygninger og byplanlægning opstår i fællesskab og samarbejde. Forskningsprojektet ”Kvinder i dansk arkitektur” sætter fokus på den historie og i anledning af 8. marts fortæller arkitekturhistorikere Svava Riesto og Henriette Steiner om projektet og arkitekterne. Læs mere på https://www.womenindanisharchitecture.dk/

  • Når staten er far og mor

    25/02/2021 Duración: 30min

    Danmark fik sin første børnelov i 1905. Det betød, at stat og kommuner påtog sig ansvaret for at fjerne børn fra hjem, hvor familielivet gik galt. Historiker Cecilie Bjerre fortæller om sin nye bog Når Staten bliver far og mor, hvor hun sætter fokus på børneværnets arbejde og de børn, der blev anbragt frem til 1975. Børneværnet hører i dag til fortiden, alligevel er det historie, der taler ind i nutidens anbringelser af børn og unge. Når staten er far og mor udkommer 26. februar 2021 på Syddansk Universitetsforlag.

  • Pigen fra det store hvide skib

    22/01/2021 Duración: 21min

    Forfatterne Mich Vraa og Jesper Bugge Kold har sammen skrevet en roman om stærke kvinder og Danmarks humanitære bidrag til Koreakrigen i 1951, hospitalsskibet Jutlandia. Bogen hedder Pigen fra det store hvide skib og udkommer den 23. januar, hvor det er 70 år siden, Jutlandia sejlede fra København med Korea som mål. Forfatterne fortæller om bogen og krigen, og om hvorfor det er langt mere oplagt at gøre skrive om kvindelige sygeplejersker end mandlige læger. Endnu engang er lyden præget af coronarestriktioner, og interviewet er optaget på Zoom. Beklager den til tider uldne lyd.

  • Anbragt for at blive et godt menneske

    16/01/2021 Duración: 22min

    Tove og Lilly blev anbragt på Vejstrup Pigehjem - med datidens sprog en opdragelsesanstalt – for at blive opdraget, så de kunne blive ordentlige mennesker. Det er en historie om pædagogik, IQ-tests, skam og tvangssterilisation. Historiker Bolette Frydendahl Larsen fra Kønsforskning på Lunds Universitet fortæller om sin phd, hvor hun har undersøgt behandlingen af de piger, der blev betragtet som landets meste vanskelige børn og unge. Læs phd'en om Vejstrup Pigehjem: https://portal.research.lu.se/portal/en/publications/opdragelse-og-diagnosticering(a7969519-b85f-4d7d-b4f4-dfe3df382800).html Billedet af køkkenpigerne fra Vejstrup Pigehjem er fra Frydendal Larsens afhandling. Tilrettelagt og produceret af Dorthe Chakravarty. Og jeg beklager Zoom-lyden, men på grund af restriktioner er det desværre ikke muligt at lave interviews på anden måde.

  • Augustoprøret 1943

    28/11/2020 Duración: 28min

    Optøjer i Odense. Werner Bests rejse til Hitlers Ulveskansen. Og Simon Kratholm Ankjærgaards mormor, der i København var vidne til nogle af de dramatiske begivenheder, der i august ’43 førte til, at besættelsen ændrede karakter. Alt dette og meget mere er med i Simon Kratholm Ankjærgaards billedrige og velskrevne bog om det dramatiske augustoprør i Danmarks skæbnesommer.

  • For kunstsamleren er ler livet

    13/11/2020 Duración: 27min

    Erik Veistrup har købt kunst og keramik siden 1970’erne. Han har købt med hjertet og fordi han ikke kan lade være. Nu har han – igen – doneret – en stor samling værker til keramikmuseet Clay, som fra 14. november viser værkerne i udstillingen Ler er livet. I denne podcast fortæller Veistrup om sine mange år som kunstsamler, og han fortæller passioneret og kritisk om sin færden i kunstmiljøet. Læs mere om udstillingen Ler er livet på Clay https://claymuseum.dk/udstilling/ler-er-livet/

  • De hjalp de værdigt trængende

    05/11/2020 Duración: 27min

    De hjalp de værdigt trængende I 1866 kom den første organiserede velgørenhed til Danmark i form af Christianshavns Understøttelsesforening. Historiker Karin Cohr Lützen fortæller om 1800-tallets private personer og foreninger, som ville hjælpe værdigt trængende og holde faldne kvinder og søfolk fra druk og prostitution. Historien om velgørenhed trækker tråde op til i dag, hvor private organisationer stadig hjælper socialt udsatte.

  • Historiens vilde liv på Lolland-Falster

    12/09/2020 Duración: 19min

    En speciel familie flytter til Lolland-Falster, hvor der sker underlig ting, som trækker tråde tilbage til mordet på Erik Klipping. Tvillingerne, Mark og Ivan, er hovedpersonerne i ”Fortidens port”, hvor et gammel kongemord sniger sig ind i nutiden og former en fantastisk fortælling, der kan læses af alle, der er vilde med en god historie. I denne podcast fortæller manuskriptforfatter og skuespiller Trine Appel om sin fascination af fortiden og hun taler om bogen, som er første bind i trilogien, Ildfuglen, der udkommer i løbet af de næste år.

  • Pernilles syv mødre

    07/08/2020 Duración: 32min

    Pernille Ipsen blev født direkte ind i rødstrømpebevægelsen og voksede op med syv mødre. Nu er hun aktuel med bogen ”Et åbent øjeblik” om sin opvækst i 1970’erne. I dagens podcast fortæller hun, på en tur gennem København, om sin aktivistiske familie, som kort efter hendes fødsel byggede en sliske på Nørreport Station for at skabe bedre forhold for mødre med barnevogn.

  • De danske skandalesøstre

    14/06/2020 Duración: 22min

    Fem danske søstre forførte på tærsklen til det 20. århundrede den vestlige verden med dans, sang og forførende benspjæt. Historiker Hans Henrik Appel fortæller om sin nye bog "Barrison-feberen" og en tid, hvor nye medier og forbrugsvaner var med til at skabe succes og skandale omkring Sisters Barrinsons.

  • Middelalderens slaveri

    04/03/2020 Duración: 24min

    Det handler om sørøvere, pirater og slaver i middelalderen, hvor tro og økonomi endte med at bringe en ende på slaveriet. Historiker Thomas Heebøl-Holm fra Syddansk Universitet trækker tråde ud over det europæiske søkort, når han fortæller om sin forskning i netop det emne.

  • Danmarks sidste henrettelsesplads

    22/02/2020 Duración: 21min

    Danmarks sidste henrettelsessted ligger på Christiania, der tidligere var kaserne. Her blev 30 danskere, der blev dømt for samarbejde med værnemagten under besættelsen, henrettet, og en betonplade i jorden er det eneste, der vidner om, hvad der skete netop dér i årene efter krigen. Historiker Sine Maria Vinther fortæller om henrettelserne og om stedet, hun betragter som et glemselssted, der kan være med til at få os til at tale om – og blive klogere på fortidens gerninger.

  • Naturkatastrofen der ændrede livet i LImfjorden

    07/02/2020 Duración: 20min

    I 1825 ændrede en stormflod på naturen, fiskeriet og livsbetingelserne i Limfjordsområdet. Historiker Bo Poulsen fra Aalborg Universitet fortæller om naturkatastrofen og dens konsekvenser, der rækker frem til i dag. Og så giver han en miniguide til gode oplevelser langs fjorden.

  • De russiske uniformers dramatiske vej til Danmark

    24/11/2019 Duración: 22min

    På Krigsmuseet i København findes en unik samling af russiske uniformer, der fortæller verdenshistorie. Historiker Jakob Seerup har skrevet en bog om uniformerne og den russiske general, der bragte de militære klædningsstykker til Danmark. Og hold nu godt fast, for det er en historie om krige, storfyrster og pragtvillaer i Cannes. Du kan se billeder af uniformerne på Facebook (Dorthe Chakravarty Podcast). Eller på Krigsmuseet, hvor det kun er en del af samlingen, der er udstillet. Serups bog hedder Den russiske general – Et liv for zaren.

  • Velklædt i vikingetiden

    29/09/2019 Duración: 18min

    I vikingetiden begyndte luksusvarer at finde vej ind i garderoben, og dygtige håndværkere stod for forarbejdning af tidens tøj. "Velklædt i vikingetiden" er navnet på et stort forskningsprojekt på Nationalmuseet, hvor forskellige aktører er ved at undersøge, hvordan vikingerne gik klædt. Charlotte Rimstad, projektkordinator og post.doc, og Ulla Mannering, seniorforsker og projektleder af Velklædt i vikingetiden, fortæller om projektet Se i øvrigt flere billeder på Instagram: https://www.instagram.com/fashioningthevikingage/?hl=da

  • Stuepigernes usynlige historie

    14/09/2019 Duración: 20min

    "The 49'ers" er navnet på en gruppe af 49 filippinske kvinder, der i 1973 kom til Danmark for at arbejde som stuepiger på københavnske hoteller. De fik sammen med andre filippinske arbejdsmigranter en vigtig - og ofte stærkt overset -betydning på arbejdsmarkedet og i fagbevægelsen. Journalist og historiker Nina Thrige Andersen har forsket i de filippinske kvinders historie i Danmark, og fortæller om en side af danmarkshistorien, som de færreste kender til.

  • Kampen om maden

    16/06/2019 Duración: 27min

    Hjemmegrise. Dyrkning af valmuer for skaffe birkes til brødet. Og husholdningslærerinder, som under 1. Verdenskrig rejste rundt i landet med deres mobile vandrekøkkener. Det er nogle af hovedingredienserne i forskningsprojektet Kampen om Maden, som de arbejder med på Mosede Fort i Greve, hvor de er ved at undersøge den rolle det neutrale landbrugsland, Danmark, spillede nationalt og internationalt under den store krig. Lisbeth Haastrup og Henriette Buus fortæller om projektet og viser rundt på fortet. Se mere https://danmark1914-18.dk

página 3 de 5